Overrækkelse af Rengøringsprisen 2019

Overrækkelse af Rengøringsprisen 2019

Det var med stor glæde og med respekt for et målrettet og hårdt arbejde af en hel afdeling, at Hygiejnefokus fredag den 24. januar 2020 endeligt kunne overrække Rengøringsprisen 2019 til rette ejere; nemlig Rengøringsafdelingen på TechCollege Aalborg, som over de seneste 2 år har implementeret en uddannelses- og effektiviseringsstrategi som er vedtaget af skolen og som allerede fra start har givet denne fuld valuta for pengene.

Afdelingens ca. 35 medarbejdere har alle gennemgået forskellige forløb, som har resulteret i at alle nu minimum har deltaget i et introduktionsforløb, og at alle på nær 3 har gennemført Rengøringstekniker uddannelsen i samarbejde med AMU Nordjylland. En del af personalegruppen er nu i gang med at læse videre til Serviceassistent og det forventes at nogle derefter vil gå videre og tage professionsbachelor uddannelsen, der jo som bekendt løb med Rengøringsprisen i 2017. Skolen overvejer at udbyde denne uddannelse og det vil også derfor være naturligt at lade de ledende medarbejdere i afdelingen tage denne.

Store gevinster fra start

Om end der i afdelingen var nogen skepsis, da man blev præsenteret for planen om uddannelse af hele personalegruppen, var der også stor nysgerrighed at spore og når man i dag taler med rengøringspersonalet, er der absolut ingen tvivl om at al skepsis blev gjort til skamme og flere fortæller at de har oplevet et personligt løft oveni det faglige og at de føler sig mere stolte som medarbejdere end tidligere. Også når man fortæller ude i byen, hvad man arbejder med.

De største umiddelbare gevinster man har opnået, er en høj grad af medarbejderglæde som ubetinget giver en bedre rengøringskvalitet, samt en meget mere åben og kommunikativ afdeling, som på et fagligt grundlag ”tør” tale med hinanden om problemområder, nye metoder og rekvisitter etc. Men der er ifølge skolens ressourcedirektør Kenneth Kuur Sørensen mange flere positive effekter af indsatsen, såsom en bedre vej til at fastholde arbejdskraften, at være et attraktivt sted at søge arbejde, for som Rengøringsafdelingens leder Lotte Abildgaard supplerer med, bliver der ikke flere medarbejdere at tage af i fremtiden og det er derfor vigtigt at fremstå som et sted hvor man gerne vil arbejde – også med rengøring.

Man kan allerede nu se et forbedret sygefravær, hvilket tilskrives medarbejdernes nye opfattelse af sig selv, som værende fagligt dygtige og en del af noget større, samt naturligvis opdaterede arbejdsredskaber og nye ergonomisk korrekte arbejdsmetoder.

Kenneth Kuur Sørensen fortæller også at man på sigt regner med besparelser på flere konti, ikke mindst på dem for bygningsvedligehold og inventar, som slides mindre når det holdes pænt og rent og samtidig værdsættes bedre af skolens brugere. Sidstnævnte faktor er således mere et udslag af den synlige rengøring som er indført på skolen i forbindelse med uddannelsesprojektet.

Stolthed over hele linjen

En del af det at uddele Rengøringsprisen er den glæde som dette afstedkommer hos modtagerne, og denne glæde har heldigvis været stor de to gange prisen tidligere har været uddelt, men denne gang var der virkelig skruet op for modtagerglæden og hele rengøringsafdelingen var inviteret til at overvære overrækkelsen, som blev krydret med taler fra både Ressourcedirektøren og en tydeligt både stolt og rørt Bygnings og Servicechef Bjarne Bro Pedersen, og Afdelingsleder Lotte Abildgaard, som ikke var mindre stolt og som blev tilskrevet den største del af æren for både idé og gennemførelse af kompetenceløftet.

Efter overrækkelsen og de velfortjente skulderklap havde lagt sig, var der en dejlig frokost samt kransekage og champagne til afdelingens tapre rengøringsfolk samt de øvrige tilstedeværende som talte AMU Nordjylland, rengøringsleverandøren Stadsing, Journalist Torben Elsig fra Rent i Danmark og marketingafdelingen fra TechCollege Aalborg.

Masser af fodslag

Der er masser af røre i rengøringsbranchen, mange har fokus på Rengøringskvalitet, Arbejdsmiljø og Innovation. Det er dejligt at det bliver til mere end snak og derfor er det vigtigt med spydspidser, som går forrest og som dermed er med til at trække den bedre del af branchen endnu længere op af det prispresse morrads, som denne tidligere – og til dels fortsat – har befundet sig i.

Dette skal ikke forstås således, at prisen på rengøring er ligegyldig, men det skal bare ikke være det første man spørger om, og man er nødt til at prissætte hele den pakke man får. I tilfældet TechCollege Aalborg er der ret mange værdier som ligger oven i det man normalt regner på i prissætningen af rengøringsopgaver. Hvor mange værdier er der i din rengøring?

Ingen kommentarer

Follow

Modtag hvert nyt indlæg i din indbakke!

%d bloggers like this: